Formål

”Projekt Kystsikring” er sat i verden for at sikre vores kyststrækning mod oversvømmelser, og for at beskytte beboelser og natur mod ødelæggelser og dermed beskyttelse af værdier. Det skal ske med størst mulig hensyntagen til den bestående natur og samtidigt sikre brugere af kysten den størst mulig rekreative glæde.

Klitlauget dækker den del af strandområdet, som benævnes område A. Området går fra Karlstrup Mosebæk i nord og ned til Ventegodtsvej i syd og er 2,7 km langt. Beboere i dette område er pligtige til at være medlem af Solrød Strand Klitlaug og bidrage til driften af dette. Beløbet opkræves via kommunen.

Klitlauget har til opgave i samarbejde med Solrød Kommune og eksterne leverandører at påse og varetage anlæggelse og vedligeholdelse af kystsikringen, herunder drift af anlæg, beplantning, færdsel mv., som byrådet har vedtaget, og skal ligeledes medvirke til at opfylde de lovkrav som Solrød Kommune måtte være omfattet af herunder bl.a. Kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

I område B som går fra Ventegodtsvej til Skensved Å, er kystsikringen indtil videre sat i bero, da man ikke kunne nå til enighed med beboere og grundejerforeningen om et projekt.. Område C dækker området vest for Strandvejen, og her er sikringen færdiggjort i 2023.